“Mit barn slår, sparker, bider, kaster med ting” (2-5 år)
20. oktober 2020

Årsagen er oftest, som du nok allerede også er bevidst om; frustration, dominans, overvældelse, beskyttelse eller frygt. Dit barn har endnu ikke evnerne til at modstå impulsen, som er primitiv og instinktiv for os alle. 

Du kender sikkert også selv følelsen af at føle dig så magtesløs og frustreret, at du kan mærke lysten til at slå – men selvfølgelig ikke gør det, fordi du kan styre impulsen. Den stopknap har dit barn endnu ikke udviklet. 

Situationen er et symptom. 
Alle reaktioner er symptom på uforløste følelser. Når dit barn skriger, græder, slår, sparker, skubber, så er dit barns sociale og rationelle funktioner slukkede, og dit barn har bevæget sig over i et kæmp/flygt-mode, hvor amygdala er trigget.

👉🏻 Eksempler på trusler, der kan aktivere amygdala og give dit barn grund til at reagere fysisk

  • Statustrusler ("Hvor er jeg i hierarkiet? Hvis jeg er “under” rent statusmæssigt, må jeg hellere handle hurtigt og kræve en højere status").
  • Diktater (og “gode råd” dit barn ikke har bedt om).
  • Uoverskuelige opgaver (for store opgaver, for store mål og uklar fremtid).
  • Tvetydige/utydelige mikrobeskeder (vi udviser ca. 2-4000 mikrobeskeder pr. dag (ansigtsmimik), og hvis mikrobeskederne ikke stemmer overens med indre tilstand, kan det opfattes som en trussel).
  • Uretfærdighed/social eksklusion (at føle sig holdt udenfor er lige så smertefuldt som at blive slået, og derfor vil hjernen opfatte det som en trussel). 
  • Når noget minder om noget farligt (nutiden filtreres gennem fortiden – hvis dit barn har oplevet en lignende situation, som føltes utryg, vil amygdala blive aktiveret). 

Først når dit barn ikke længere har en aktiveret amygdala, kan du tale til fornuften og give dit barn værktøjer til, hvordan en hensigtsmæssig adfærd er. 
I er gået den vej sammen i den form for konflikt mange gange før. Der er opstået et mønster for, hvordan I klarer jer igennem den.
 

👉🏻 Eksempel på det bedste scenarie I måske oplever pt. 

  • Du ser dit barns frustration.
  • Siger: “Jeg kan godt se, du er vred, men du må ikke slå”.
  • Dit barn slår.
  • Du bliver vred: “Det gør ondt på mig. Vil du så stoppe!? Hvad sker der for dig?”
  • Dit barn skriger.
  • Du forsøger at få situationen under kontrol enten ved at holde om dit barn, møde ham med: “Det går helt galt nu”, “Sikke du er vred!”, “Hvorfor bliver du så gal?” eller “Kom lige her…”
  • Dit barn er ude for rækkevidde og bliver tydeligt mere og mere frustreret.
  • Du ender med at holde lidt for fast i dit barn, føler dig magtesløs og på et tidspunkt stilner det af, men du har det dårligt over, at I skulle igennem det på den måde. Siger undskyld, men er stadig i det uvisse, ift. hvad der lige skete.

Her skal I gå en ny vej sammen. Det hjælper, hvis du har mulighed for at tale med dit barn om følelserne på et tidspunkt, hvor I ikke er i dem. Ligesom det også hjælper, at du er bevidst om dine egne reaktionsmønstre, inden du står midt i kaosset. 

Dit nervesystem smitter nemlig af på dit barn.

I situationen kan du i stedet sige og gøre

  • “Nu er vi vist blevet for sure på hinanden. Jeg har brug for en pause.”
  • “Vores indre vulkaner er i udbrud. Vi må lige få styr på det igen.”
  • “Det bliver for meget for mig nu, så jeg gå lige ud for døren et øjeblik.”
  • “Jeg tier lige stille og finder mine venlige øjne og stemme frem. Jeg venter lige her en stund.”
  • “Jeg må lige gå lidt væk nu, fordi jeg kan mærke, jeg bliver for vred.”
  • “Jeg må lige trække vejret helt ned i maven.”
  • “Du vil vist gerne tale med mig. Lad mig høre, hvad du vil sige.”

Når dit barn vil kaste med ting, så sørg for, at det er ting, der ikke går i stykker, og tal med dit barn om det på et tidspunkt, hvor barnet ikke er i affekt. 

👉🏻 Eksempel: “Jeg har lagt mærke til, at du kaster med ting, når du er sur” (...) “Jeg vil gerne have, vi passer på tingene herhjemme” (...) “Jeg har gjort mig meget umage for at vi har skønne ting herhjemme” (...) “Og jeg bliver ked af det, når de går i stykker” (...) “Kom til mig, når du er vred. Jeg hjælper dig.” 

Og så kan rollespil være en god idé, hvor I øver, hvad der er smart at gøre i stedet for at kaste med tingene, når dit barn bliver sur.

Når dit barn reagerer kraftigt, så er det dit barns måde at ruske i dig. Dit barn forsøger at fortælle dig noget, som du endnu ikke har hørt. 
Når dit barn er faldet ned igen, kan I tage en snak om alternativerne til at slå: dybe vejrtrækninger, bed om hjælp eller gå fra situationen.

I det tilfælde at det går ud over et andet barn, kan du gøre følgende 


🧡 Fokusér i første omgang på "offeret", og fjern evt. barnet fra den, der slår. 
Du kan sige noget i stil med: "Jeg må lige beskytte lillesøster, så hun er i sikkerhed, og vi får passet på hende." Og trøst naturligvis barnet, hvis h*n er ked af det. (På den måde viser du, at det ikke er måden at få din opmærksomhed på).

🧡 Sæt dig i barnets sted, og øv det mellem børnene: “Hvad tænker I hver især?” 

🧡 Du øger stressniveauet og aktiverer amygdala yderligere ved at råbe og “dømme” situationen. I stedet for: “Hvad sker der her!?” eller “Jeg vil ikke have, du slår!”, kan du sige: 
  • “Hov hov, husk, at venlige hænder giver gode venner” 
  • “I er vist uenige, hvordan kan vi løse det?”
  • “Når I har brug for hjælp, så kom til mig”.
  • “Vi har kun én Otto. Han skal holde i mange år.”
  • “Vi passer på August. Ligesom vi passer på dig”
  • “Hey! Se lige Elias i øjnene, hvordan tror du, han har det lige nu?”
  • “Jeg har en vigtig opgave til dig. Vil du sørge for, at den arm er god ved andre? Det glemte den vist lige”
  • “Hvis I bliver sure på hinanden, så gå væk.”
  • "Nu giver jeg dig en mission. Dén hånd kan kun kilde, og dén hånd kan kun ae."

Inden situationen

  1. Giv positiv opmærksomhed til den adfærd, du godt kan lide: “Hvor er det skønt at se, at I samarbejder”; “Jeg kan godt lide at se, I leger så godt sammen.”, "Hvor var du bare tålmodig der, selvom du blev lidt irriteret".
  2. Overvej andre årsager til adfærden. Er der nogle bestemte situationer, som ofte trigger adfærden? Er dit barn sulten, træt, overvældet, har set meget TV, har fået for meget sukker? Og forsøg så at undgå den slags stimuli, eller lav nogle nye rammer, som begrænser det, du erfarer, nemt overvælder dit barn. Fx ved at have nogle helt faste rutiner i hverdagen.
  3. Rigtig mange børn forstår endnu ikke pointen i at fortælle, hvad de kan og ikke kan lide, og hvad de tænker undervejs, og de børn kommer derfor oftere ud i den slags situationer, hvor ord bliver utilstrækkelige. Det kan du øve ved selv at blive bedre til at sætte ord på, hvad du tænker og føler i forskellige hverdagssituationer. Dit barn kan godt tåle at høre, når du bliver irriteret eller siger tydeligt fra: "Nu har jeg glemt, hvor jeg lagde bilnøglen (...) Årh, hvor er jeg irriteret på mig selv nu!" eller "Ej, hvor var det grænseoverskridende, at den kvinde sagde sådan til os i køen. Det kunne jeg ikke lide." eller "Jeg er lidt følsom her til eftermiddag, fordi jeg havde et skænderi med én på mit arbejde. Det har ikke noget med dig at gøre."
  4. Brug dit barns energi ved fysisk kontakt. Leg rulle-/kilde-/tumleleg i sengen, hvis du mærker dit barn søger din kontakt ofte.
  5. Fortæl en historie om dagen, hvor den udadreagerende adfærd ikke er i fokus, eller lav et rollespil, hvor dagen gennemgås trin for trin, hvor I på den måde begge kan få øje på, “hvor det gik galt”.
  6. Og så husk, at for nogle børn kan det godt være leg. Så vær selv opmærksom på, om det er for sjov eller for alvor.

💡 Vigtigste take-away


Dit barn er ikke grænsesøgende. Dit barn er kontaktsøgende.

📸 Juli Chao fra Pexels
18 kommentar
Skriv en kommentar...

Hej Lena. Vi oplever, at vores dreng på 21 mdr. er begyndt at slå, rive, bide og nive. Kun os forældre og særligt mig. Han er ikke vred eller ked af det, men mest bare “oppe at køre” og ofte starter det med, at han vil give et kram og så bliver det bare for voldsomt. Hvordan håndterer vi det bedst? Jeg vil gerne hjælpe ham, men kan mærke at det gør mig rigtig vred, fordi det jo gør ret ondt. Vi prøver at vise, at han skal nusse/ae i stedet. Det virkede i starten, men ikke så meget længere. Kh. Mette

Lena Adalberth

Kære Mette 🌿
Det er meget almindeligt, at børn i den alder har en periode, hvor de kommer til at bide eller slå (hårdt). Det skydes oftest, at de mærker deres følelser så intenst, at det ligesom "skal ud" på en eller anden måde. Og her bliver det ofte fysisk. Det allerbedste er faktisk, hvis I kan forsøge ikke at fare for meget op (selvom jeg ved, det er virkelig svært, fordi det jo gør mega ondt!) ❤️ I gør det helt rigtige ved at dirigere ham i retningen af, hvad han godt må i stedet. "Du er meget begejstret (...) Du må gerne give mig et kram i stedet." Og så prøve at komme det i forkøbet, når det er muligt, så han ikke bliver for "opkørt". Så når han har krammet, og det begynder at udvikle sig, så stop handlingen ved at sige: "Nu bliver det for vildt, synes jeg (...) Du kan hoppe lidt i sengen og få myrerne ud af kroppen i stedet" eller "Det bliver for meget for mig nu (...) Lad os sætte os her ved siden af hinanden i stedet." (og så evt. give ham et kram).
Lad mig endelig vide, hvordan det går med det! Enten her eller inde i Facebookgruppen 😘
Kram og tanker til dig

Hej Lena. Tak for rigtig brugbart content her på siden. Jeg har en viljestærk 3,5 årig søn som jo er helt fantastisk. Men vi har mange konflikter og det er jo aldrig kedelig med sådan en energibombe som vil alt andet end det vi vil. Det som jeg dog har allersværest ved er at han slår og spytter når han får et nej. Det kan være at han ikke må få chokolade lige inden vi skal spise eller at han vil have yoghurt, en dag hvor der ikke er mere. Men det er også når jeg gentagende gange b'er ham om ikke at skubbe, sidde på eller forsøge at tumle med hans lillesøster på 9 måneder. Han reagerer ved at slå mig eller spytte. Jeg prøver mange strategier for at undgå situationerne og/eller komme ud på den anden side, men jeg synes sjældent det virker. Hvad bør jeg konkret gøre når han slå mig? Skal jeg bare være rolig og 'lade' ham gøre det? Jeg føler at han bliver ved og ved og det er som om han nogle gange vil have en voldsom reaktion fra mig. Det skal siges at det virkelig er noget jeg bliver helt slidt af og ked af når han gør. Jeg føler mig trådt på og dårlig behandlet og det skaber en masse overvældende følelser i mig når han behandler mig sådan. Det skal siges han sjældent gør det ved hans far eller andre. Håber du kan give mig noget at arbejde videre med. På forhånd tak.

Lena Adalberth

Kære Gitte 🌿 Det kan jeg VIRKELIG godt forstå er meget energikrævende, og jeg læser også din kommentar som, at du i høj grad forsøger at rumme og hjælpe ham godt igennem uden de store sammenstød ❤️ Har du set det seneste onlineforedrag herinde om viljestærke børn? Hvis ikke, så vil jeg klart råde dig til at se den. Og også følge med på søndag, når jeg går live med anden del.
Helt kort vil jeg dog her sige til dig, at når han overskrider dine grænser, så er det vigtigt at sige fra. Han har nogle meget stærke alfainstinkter, som han i den grad vil udfordre dig på, og derfor er det også essentielt, at han mærker en stærk leder i dig.
Konkret kan det være en idé at gøre to ting:

Inden en situation, når I har god kontakt, kan du tage en lille snak med ham om det. Hold pauser undervejs, og gør det simpelt, fx: "Jeg har lagt mærke til, at du bliver meget sur på mig, når vi vil noget forskelligt (...) Det mærker jeg ved, at du slår og spytter på mig (...) Det er okay at være sur på mig over ikke at få det, du gerne vil have (...) Næste gang vil jeg hjælpe dig til at vise mig vreden ved at stampe i jorden (eksempelvis) (...) Jeg kan nemlig ikke være med til at du slår og spytter."

I situationen forsøger du først at guide ham i en positiv retning ift. hvad han godt må: "Jeg vil ikke give dig mere chokolade, men du må gerne få en banan, hvis det er noget sødt, du har lyst til." eller "Vi passer på lillesøster, ligesom vi passer på dig"/"Se lillesøster i øjnene – hun synes, det er ubehageligt, du må ae hende eller trille en bold med hende i stedet."
Og eskalerer det, så er det vigtigste at sørge for, at han ikke gør skade. Begræns hans omgivelser så kærligt, du kan (mens du er lige i nærheden af ham). Bed ham om at stampe i jorden, begynd selv at trække vejret dybt, eller dans det ud. Hvis han absolut skal spytte, så kan du give ham en spyttespand. Det kan være rigtig svært at forhindre ham i at "lave ballade", men jo bedre, du formår at være rolig, når han "er oppe og ringe", jo hurtigere vil han komme igennem sin følelse ❤️

Katrine Bergkvist Borch

Jeg synes virkelig jeg prøver dine råd, men min treårige et virkelig voldsom ved lillesøster på knap et år for tiden. Den lille må slet ikke være med til noget som helst og den store sparker og slår. Jeg har prøvet at italesætte min egen irritation efter din model. Jeg har haft forsøgt med "Vi passer på Nanna, ligesom vi passer på dig" osv. Men hun vil bare så gerne have opmærksomhed, hele tiden, og jeg ender ofte i løbet af dagen (hjemmepasses) med at løbe tør for mor. Når jeg har fjernet lillesøster eller mig selv ti gange og konflikterne fortsætter ender jeg med af blive vred. Det irriterer mig at det sker for mig igen og igen, men jeg synes det er så svært at holde skrigene ud og lillesøster giver sig som regel også til at græde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe den store, for jeg kan jo af gode grunde ikke give hende al opmærksomheden. Hun er ellers god til at gentage hvad jeg siger og jeg har fået sagt "jeg tror du gerne vil have min opmærksomhed, jeg tror det var derfor du slog Nanna" så nu kommer hun og siger til mig "jeg vil gerne have din opmærksomhed mor" og det er jo vældig fint, meeeen lillesøster skal jo stadig have ren ble mm.

Lena Adalberth

Årsagen til, at du ikke oplever nogen ændring med de andre råd, er formentlig, at udfordringen ligger et andet sted ❤️ Jeg kan virkelig godt forstå, at nerverne er slidte, når dagen går på hæld. Storesøsters reaktion skyldes med stor sandsynlighed to ting:
1. Hun har nogle følelser omkring lillesøster, som hun ikke ved, hvad hun skal gøre med. Hvis hun fx kun observerer, at du og far altid er positive og kærlige omkring lillesøster (hvilket er fint og helt normalt skal jeg lige skynde mig at understrege 😅), så kan hun have svært ved at vide, at det er okay at blive irriteret på lillesøster og synes, at hun er lidt dum nogle gange. Og frustrationen kan komme til udtryk, ved at hun bliver lidt for voldsom.
2. Som du selv skriver, så savner hun nærværet og opmærksomheden. Det er også helt normalt, og helt okay.

Det, I kan gøre ved det er:
1. Lad hende vide, det er okay at være irriteret på lillesøster, og at du også kan være træt af, når hun skal puttes, når I er i gang med en god leg (altså uden at udskamme nogen naturligvis), sig fx: "Årh, hvor er det øv, at lillesøster skal skiftes, når vi lige leger så godt (...) Det er irriterende at blive afbrudt."
Du kan også gøre hendes følelser omkring lillesøster mere okay ved at sige: "Du synes, lillesøster er dum lige nu (...) Det er okay (...) Jeg ser, du gerne vil have min opmærksomhed. Når jeg har skiftet lillesøster, så kan vi lege (...) Hvad vil du gerne lege?"

2. Indfør, at både du og far har 10 min. HVER dag med hende, som er STORESØSTERS tid. I de 10 min. er det den anden forælder, der ser efter lillesøster, og storesøster får lov til at bestemme legen. Lad hende vide, hvad I har besluttet, så du også bedre kan inddrage det i løbet af dagen: "Jeg kan ikke lige nu, selvom jeg gerne ville, men når vi har mor-datter-tid senere, så gør vi det."
Fortæl hende, I har besluttet at gøre det her nye tiltag, fordi I har fokus på hende, og I hører hende: "Jeg har lagt mærke til, at du savner mig lidt, fordi lillesøster tager meget af min tid (...) Det forstår jeg virkelig godt (...) Jeg savner også dig. Så far og jeg har besluttet, at vi hver eneste dag har 10 min. som er DINE (...) I de 10 min. har du min fulde opmærksomhed, og far tager sig af lillesøster imens."

Lad mig vide, hvordan det går med det 😘
Virtuelle kram til dig!

Katrine Bergkvist Borch

Tak for et langt og uddybende svar ❤️ Det lyder sandsynligt at det både er mangel på viden om hvordan hun skal håndtere at hun synes lillesøster er dum, fordi vi jo skærmer og nusser og griner med baby. Samt at hun bare virkelig savner alenetiden med mor. Far putter og de to hygger en times tid alene hver aften, det kan man godt mærke på hende er tiltrængt efter at han har arbejdet hele dagen. Men jeg har aldrig rigtig alenetid med hende så det vil jeg prøve at indføre. Og lillesøster er træls. Nogle gange. Så jeg forstår hende godt, når en god leg ødelægges af en lille vandal. Jeg håber bare vi kan omadressere det fysiske til noget verbalt. Ligesom hun fx gjorde i dag da hun slog foden på stolen (stærkt inspireret af mors og fars sprog når de banker ind i Nomistolen) "Dumme stol. For fanden. Av for fanden". Men jeg er med på at det er svært at nå dertil. Når det eskalerer for meget med lillesøster er jeg begyndt at tilbyde storesøster en viklestund, det hjælper som regel lidt fordi hun får mig fysisk.

Lena Adalberth

En viklestund lyder også som en rigtig omsorgsfuld strategi 😍 Og dejligt, at far putter, og at det bliver til en hyggelig stund ❤️ Effekten er dog ikke nødvendigvis helt den samme, fordi det stadig er far, der bestemmer i puttestunden. Det er ret essentielt, at hun føler, at hun har den største indflydelse i de 10 min. (selvfølgelig inden for jeres grænser 😉) Det tager tid at kanalisere hendes frustration ud verbalt. Det tager ikke kun mange gentagelser, det tager også stor selvkontrol, og det har hendes hjerne slet ikke udviklet endnu. Men fokusset på det forebyggende kan hjælpe gevaldigt, og så fortsæt med de sætninger, jeg skriver i artiklen. Det tager tid, men pludselig behøver du kun sige: "Venlige hænder..." og så vil hun fortsætte "... giver gode venner", og så kan hun stoppe sig selv. Men det er nemmere, når hun føler sig mødt i sine følelser og ikke skamfuld (eksempelvis) over at være sur på sin søster 🧡

Tusind tak for en god artikel!
Vores datter er 22 mdr og bliver hjemmepasset. Jeg kan mærke at de dage hvor dagene er mere flyveske ift hvornår vi leger, går i bad mm. Dagligdagsting bliver hun mere råbene og udadregerende. Jeg vil gerne skabe mere struktur og ro for hende i hendes krop og hoved, så jeg har tænkt på at begynde at bruge piktogrammer, for at hun kan være med. Hendes sprog er stadig lidt begrænset, føler jeg, det er en hel anden sag som går mig lidt på 💔 - men jeg hører med på din live på søndag, og har kontaktet sundhedsplejersken for en sprogvurdering. Nå men det var en bisætning - hendes sprog er begrænset men hun forstår ALT, derfor tænkte jeg piktogrammer kunne være nyttige - hvad tænker du om det, og er der nogle du anbefaler? Det skal bare være let og overskueligt🙏 Med det håb at hun føler sig mere med, og ikke vil kaste med tingene eller råbe nej moar. Det gør egentlig ondt at skrive og se i øjene fordi jeg godt kan se at hun mangler mig og min tilstedeværelse i det HUN gerne vil og forstår. De dage (som i dag) hvor jeg har sovet lidt, og vejret er godt hvor JEG bare gerne vil ud og min datter ikke vil - så kulminere det og det bliver bliver til konflikter jeg forsøger med alt jeg har at være i for hende og for os.

En situation fra i dag - vi kommer ind ude fra sneen, E’s fingre er kolde og hun er ked af at fryse jeg siger til hende - jeg tror du fryser, dine fingre er helt kolde skat - vi går indenfor, E begynder pludselig at græde og vil ikke have flyvedragten af også alligevel - hun kaster sig ned på gulvet, jeg trøster og siger til hende: jeg kan godt se du er ked af det skat, det er okay. Jeg hjælper hende roligt af tøjet og det ender med at hun vil have alt tøjet af, kaster med hendes sko og hiver min hue af. . Jeg siger til hende jeg tager mit tøj af og trækker lige vejret ned i maven. Vi går ind og leger, og læser bøger i hendes telt helt tætte, jeg kan mærke hun rykker tættere og tættere på mig. Men da hun ikke viser interesse for bøgerne mere siger jeg at jeg går ud og laver middagsmad til os for vi er begge sultne. Så bliver hun så ked af det igen og råber neeeej moar, jeg krammer hende og leger lidt mere mens jeg siger til hende at om lidt går jeg ud og laver mad og hun må gerne komme med. Til sidst lykkes det at komme ud og lave mad mens hun lavede mad ved siden af mig til dyrene. Nogle dage er bare sådan, og det er kun en situation ud af mange i løbet af en dag, når hendes far kommer hjem har hun som en dag som i dag - svært ved at jeg går på toilettet. Hvad kan jeg gøre/gøre anderledes? Åh undskyld min besked blev så lang, der er mange følelser der bobler i mig i dag - og måske også derfor at E Reagere som hun gør 💔 men hold op hvor jeg forsøger at gøre mit bedste!

Lena Adalberth

Kære Lene ❄️ Tak for din kommentar – du skal aldrig undskylde at dele dine tanker. Det er altid okay. Du er altid okay – og lige som du skal være ❤️

Ift. piktogrammerne så vil jeg egentlig råde dig til selv at tegne nogle helt simple, som illustrerer jeres dag: mad, snack, tøj, tandbørstning, ble/potte, sut/nusseklud, bad, seng, leg/legetøj. Det tænker jeg er rigtig fint til en start. Vi har selv dem fra CIHA, men der er RIGTIG mange, og det bliver faktisk hurtigt noget rod 🙈 Men man kan selvfølgelig godt bare vælge nogle få ud og så gradvist udvide.

Det, du skriver, om hendes reaktion er helt normal. Og jeg føler, du selv er klar over, hvad der er på færde 😘 Men jeg vil også sige til dig, at det er helt okay at du sætter din grænse ift. hvad du vil være med til – og ikke. Du kan udtrykke dig personligt, og fx sige: "Jeg har brug for at ligge lidt ned nu (...) Vi har pause de næste 10 min., fordi min krop har brug for at hvile (...) Når du har hørt denne lydhistorie, så vil jeg gerne lege igen." eller "Jeg ser, du er ked (...) Det er okay (...) Jeg kan ikke være med til, du slår (...) Når du vil have min opmærksomhed kan du kramme, ae eller kilde mig." eller "Du virker vred (...) Jeg kan godt høre dig (...) Lad os lige trække vejret sammen."

Du gør dit bedste, dit barn gør sit bedste. I er helt rigtige – præcis som I er. Du gør det godt ❤️

Tusind tak Lena, for dit svar. Jeg er helt ny herinde og jeg kan mærke det er det helt rette Forum, tak fordi du har gjort det muligt 🧡

Lena Adalberth

Det er bare så dejligt at have dig med ombord 😘 Tak for dine søde ord!

Kære Lena. Tak for en god og dybdegående artikel. Jeg oplever at vores dreng på 2,5 har bidt i situationer hvor han er fyldt med så meget glæde og kærlighed, at han slet ikke kan holde det inde. En form for “cuteness agression” nærmest.. At han krammer og mysser så meget at det bliver til bid. Det er nærmest som om at han tænker “jeg kunne spise dig, fordi at jeg er så glad for vores relation” både overfor os forældre og vennerne i vuggestuen. Dermed kan jeg ikke helt spejle hans bid i de følelser som du beskriver i artiklen. Kan du hjælpe her? Hvad tænker du om den slags bid? Og hvad kan man gøre i situationen?

Lena Adalberth

Kære Isa 🌿 Det, du oplever, er helt normalt. Og det, der sker, er præcis det, du beskriver. Jeg kan trøste dig med, at det er en forholdsvis kort periode for de fleste børn, fordi de hurtigt opdager, at de ikke får den ønskede reaktion ud af det. Det bedste, du kan gøre, er at blive ved og ved og ved med at guide ham til, hvad han godt må: "Jeg ser, du bliver begejstret (...) Du kan ae, kilde, nusse, kysse i stedet. Det er okay." og "Det gør ondt, når du bider (...) Jeg vil have du krammer mig i stedet." Og så spil det ud med dukker/bamser foran ham nærmest på daglig basis, så han visuelt også kan se det for dig og kan spejle sig i historien, hvor én dukke prøver at bide den anden dukke, fordi hun er så lækker, og at den anden dukke så siger: "av av, du må ae mig, når du vil vise mig, du godt kan lide mig."

Tusind tak for svar :) Det vil jeg helt sikkert gøre.

Lena Adalberth

Selvfølgelig 🧡 Lad mig endelig vide, hvordan det går med det 🥰

Anna Højmark

Fantastisk artikel med en masse brugbar info! Tusind tak, Lena!

Lena Adalberth

Det er jeg SÅ glad for, du synes ❤️

MOAR-medlem

kr.125/ måned
kr.1.250/ år (spare 17%)
Få adgang